Generel information om denne ansøgning

Information

For at du kan nedsive dit tagvand og vand fra terrasse og belægninger kræves en tilladelse til nedsivning. Du skal søge om tilladelse hos Favrskov Kommune ved at udfylde denne selvbetjeningsløsning.

Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om noget, kan du kontakte Team Spildevand og Jord på spildevandjord@favrskov.dk

Det er dig som grundejer, der har det fulde ansvar for at få tilladelse til nedsivning af regnvand i nedsivningsanlæg (faskine, regnbed eller andet) fra kommunen, samt at anlægget udføres efter gældende regler. Du har selv ansvaret for at vedligeholde nedsivningsanlægget.

Kontakt eventuelt en kloakmester
Du må gerne selv etablere et anlæg til nedsivning af regnvand på din ejendom under forudsætning af, at der ikke skal foretages afkobling fra en eksisterende kloakledning. Det kan dog være hensigtsmæssigt at kontakte en kloakmester, som kan vejlede om anlæggets dimensioner og placeringer samt udarbejde lednings- og oversigtsplaner.

Hvor stort skal dit anlæg være?

Du skal bruge disse oplysninger til beregning af størrelsen af dit anlæg (du skal beregne det, inden du udfylder selvbetjeningsløsningen her):

  • Hvor stort et areal skal afvandes til det enkelte LAR-anlæg - det vil sige til hver faskine eller hvert regnbed?
  • Gentagelsesperioden skal i beregningsskemaet sættes til hvert 5. år (hverdagsregn)
  • Resultatet af nedsivningstesten (synketid og synkeafstand cm/min eller anden bestemmelse af nedsivningsevnen).
  • Hvilken type nedsivningsanlæg ønsker du at etablere.

Eller ved hjælp af kloakmesterudgaven af LAR-regnearket fra Spildevandskomiteen:

https://www.laridanmark.dk/_/media/55190_SVK_LAR_Dimensionering_ver1.1_19-08-2003.xls

Find størrelsen på dit anlæg ved hjælp af LAR-beregneren: https://lar-beregner.dk/

Yderligere information om dimensionering af LAR-anlæg kan ses her

Er jordbunden egnet til nedsivning?

Om jordbunden er egnet til nedsivning kan undersøges ved brug af simpel synketest, hvor du undersøger, hvor meget vandet synker over f.eks. 10 min. Vejledning hertil kan findes på Teknologisk Instituts hjemmeside, bilag 1 til rørcenteranvisning 016, som findes her: 
https://www.laridanmark.dk/_/media/49164_R%F8rcenter-anvisning%20016.%20Bilag%201%2C%20Simpel%20nedsivningstest%20i%20private%20haver.pdf

Grundvandsstanden kan findes ved pejling, evt. ud fra denne metode:

  • Find et drænrør eller et almindeligt PVC tagnedløbsrør på omkring 2-3 meter og skær/bor et hul eller rille for hver 25 cm.
  • Bor/grav et hul til røret i din have. Hullet skal minimum være 1 meter dybere end den nederste del af det LAR-anlæg, du ønsker. (hvis du ønsker en faskine, skal du grave en meter dybere end bunden på faskinen - dermed kan hullet nemt blive 2 meter dybt).
  • Placer rører i hullet og lad det stå i minimum 3 dage.
  • Grundvandet vil løbe ind i røret via hullerne/rillerne og stå op i røret.

Efter tre dage kan du se, hvor højt grundvandet står.