Information

Hvad kan du lave henvendelse om?

Her kan du som borger, pårørende og medarbejder rette henvendelse, hvis du oplever svigt eller bekymrende forhold i et tilbud.

Et tilbud er et sted, hvor der bor børn eller unge, der er anbragt udenfor hjemmet, f.eks. plejefamilier, opholdssteder eller døgninstitutioner. Det kan også være et botilbud, hvor der bor voksne handicappede eller sindslidende. Endelig kan det også være et sted med stofmisbrugsbehandling.

Henvendelse

Det er vigtigt, at du beskriver alle faktiske forhold - også de forhold, du ikke umiddelbart anser for meget vigtige.

Du bedes så vidt muligt dokumentere din påstand. Hvis du har skriftlig dokumentation i form af et dokument, bedes du vedhæfte dokumentet i digital form.

Du får ikke et svar eller en tilbagemelding fra Socialtilsynet på din henvendelse om, hvad den evt. måtte føre til.

Anonym henvendelse

Din henvendelse er altid anonym, med mindre du selv oplyser, at du ikke vil være det.

Anonymiteten betyder, at Socialtilsynet ikke må fortælle tilbuddet eller andre, hvem du er, at du har henvendt dig om bekymrende forhold, hvilke tilbud det drejer sig om, eller hvad bekymringen vedrører.

Du kan vælge, at Socialtilsynet må vide, hvem du er, så vi kan kontakte dig direkte med eventuelle opklarende spørgsmål for at kunne komme videre med undersøgelsen. Vi må stadig ikke videregive oplysninger om dig, om henvendelser eller om at vi har modtaget en henvendelse.