Alle folkeoplysende foreninger, der modtager tilskud eller får anvist lokaler, har pligt til at indhente børneattester i det omfang, foreningen ansætter eller beskæftiger personer, såvel lønnet som ulønnet, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år (jf. bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i myndigheder, institutioner, foreninger m.v. inden for Kulturministeriets ressortområde nr. 1416 af 3. december 2018).
Derudover har alle folkeoplysende foreninger og distriktsforeninger, der modtager tilskud eller får anvist lokaler, pligt til at afgive erklæring om indhentelse af børneattester til den kommune, foreningen er hjemmehørende i (jf. § 4, stk. 4 og § 45, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 1115 af 31. august 2018 og § 3 i bekendtgørelse nr. 1251 af 12. december 2011). Erklæringen afgives en gang årligt.
Det er således en betingelse for, at foreningen kan få tilskud eller anvist lokaler, at foreningen afgiver erklæring om indhentelse af børneattester. Kommunerne skal således undlade at yde tilskud og at anvise lokaler, hvis foreningen ikke afgiver erklæring herom.
Foreningens tegningsberettigede efter vedtægterne afgiver erklæringen på foreningens vegne.
Pligten til at afgive erklæring gælder også, selv om foreningen på tidspunktet for erklæringens afgivelse ikke ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver, skal have direkte kontakt med børn under 15 år.
Foreninger, der ikke ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år, pålægges dog ikke med erklæringen en aktuel forpligtelse til at indhente børneattester.
Erklæringen rummer en løbende forpligtelse for foreningen til gennem hele tilskudsåret at indhente børneattester i det omfang, foreningen ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver, skal have direkte kontakt med børn under 15 år, (jf. § 2, stk. 2 i bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i myndigheder, institutioner, foreninger m.v. inden for Kulturministeriets ressortområde nr. 1416 af 3. december 2018).