Kapitel 2
													Ægteskabsbetingelserne
													Punkt 2.6 Indgåelse af nyt ægteskab når det tidligere													ægteskab er opløst ved død (krav om skifte af eventuel													delingsformue), herunder dispensation
													Punkt 2.6.1 Dødsboet behandles i Danmark
													Når det tidligere ægteskab er opløst ved død, og dødsboet													behandles i Danmark, må den længstlevende ægtefælle													ikke indgå nyt ægteskab, før delingsformuen (fællesboet) er													delt eller taget under bobestyrerbehandling eller offentligt													skifte, jf. ægteskabslovens § 10.
													Dette krav gælder dog ikke i følgende situationer:													
													- Der var ikke noget formuefællesskab i det tidligere ægteskab.
- Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet.
- Samtlige arvinger efter afdøde giver arveafkald.													
- Samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke til indgåelse													af nyt ægteskab. Dette gælder dog kun, hvis den													længstlevende ægtefælle ikke har overtaget ægtefællernes													delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens													§ 17, jf. nedenfor om uskiftet bo.
													I det følgende beskrives, hvordan den længstlevende ægtefælle													kan dokumentere, at dødsboet ikke er til hinder for indgåelse af													ægteskab. Beskrivelsen er ikke udtømmende.													
Ofte vil borgeren have dokumentation for skifte i form af en													erklæring fra skifteretten om, hvem boet er udlagt til. Har													borgeren ikke afleveret denne dokumentation sammen med													ægteskabserklæringen, vil det oftest være lettest for prøvelsesmyndigheden													og den længstlevende ægtefælle, at prøvelsesmyndigheden													indhenter oplysninger hos skifteretten													om, hvordan dødsboet er blevet behandlet. I så fald er det													ikke nødvendigt for borgeren at fremskaffe dokumentation													fra skifteretten./p]													
Prøvelsesmyndigheden kan give dispensation fra kravet													om, at en delingsformue skal være delt, før man kan indgå													et nyt ægteskab, jf. ægteskabslovens § 10, stk. 2. Der henvises													til punkt 2.6.1.7. om skiftefritagelse.
													Punkt 2.6.1.1 Dokumentation for at privat skifte eller lignende													er afsluttet
													Et privat skifte af et dødsbo anses for afsluttet, når skifteretten													har færdigbehandlet sagen, medmindre dødsboet er udleveret til													uskiftet bo.
													Der findes mange forskellige måder at behandle et dødsbo													på. Hvis prøvelsesmyndigheden er i tvivl om, hvorvidt et													dødsbo er afsluttet eller ej, kan prøvelsesmyndigheden kontakte													skifteretten, eventuelt telefonisk. Hvis skifteretten bekræfter,													at dødsboet er afsluttet, er det ikke nødvendigt at													indhente dokumentation fra den længstlevende ægtefælle.
													Om nødvendigt kan det bl.a. ved følgende attester m.v. dokumenteres,													at privat skifte er afsluttet:
													- Skifteretsattest om at delingsformuen (fællesboet) er													udleveret til privat skifte samt erklæringer fra samtlige													arvinger om, at skiftet er afsluttet. Fortegnelse over arvingerne													findes på ”Skifteretsattest Om Privat Skifte”.													I stedet for erklæring fra arvingerne kan der fremlægges													bekræftelse fra skifteretten på, at skiftet er afsluttet,													f.eks. i form af endelig beregning af boafgift.
- Skifteretsattest om at delingsformuen (fællesboet) er													udleveret til forenklet privat skifte efter dødsboskifteloven													§§ 33 og 34.
- Skifteretsattest om at boet er udlagt som boudlæg eller													udlagt til en bestemt person efter dødsboskiftelovens													§ 18.
- Skifteretsattest om at delingsformuen (fællesboet) er													udlagt til den længstlevende ægtefælle efter dødsboskiftelovens													§ 22.
Punkt 2.6.1.2 Dokumentation for at dødsboet er taget under													behandling af bobestyrer eller under offentligt skifte													Dette kan dokumenteres ved skifteretsattest om, at dødsboet er													eller har været under offentligt skifte eller udleveret til bobestyrerbehandling.													Det er ikke nødvendigt, at behandlingen af dødsboet													er afsluttet.													
Punkt 2.6.1.3 Dokumentation for at der ikke var formuefællesskab													i det tidligere ægteskab
													Dette kan dokumenteres ved tinglyst ægtepagt, hvorefter alle													ejendele i det tidligere ægteskab fuldt ud var omfattet af fuldstændigt													særeje.
													Ægtepagt om skilsmissesæreje er ikke tilstrækkeligt.
													Punkt 2.6.1.4 Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet
													Dette kan dokumenteres ved fremlæggelse af separationsdom													eller -bevilling.
													Hvis separationen er registreret i CPR, behøver den længstlevende													ægtefælle ikke at fremlægge dokumentation for separationen.													Den 27. maj 2004 begyndte de daværende													statsamter at indberette separationsbevillinger til CPR, og													den 1. juli 2004 begyndte domstolene at indberette separationsdomme													til CPR. Det bemærkes dog, at en separation													kan være bortfaldet uden, at dette er registreret i CPR.
													Punkt 2.6.1.5 Arvingerne efter afdøde giver samtykke til indgåelse													af nyt ægteskab
													Arvingerne efter den tidligere ægtefælle kan give samtykke													til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab,													selvom dødsboet endnu ikke er afsluttet. I stedet for samtykke													til indgåelse af ægteskab kan en arving give afkald på													arv. I så fald skal denne arving ikke give samtykke til indgåelse													af ægteskab. Samtykke til indgåelse af ægteskab kan													dog ikke gives, hvis boet er udlagt til uskiftet bo eller har													været udlagt til uskiftet bo, men det er taget under skiftebehandling													igen. Der henvises til punkt 2.6.1.6.
													Skifteretten kan eventuelt oplyse, hvem der er afdødes arvinger.
													Ved samtykke til indgåelse af nyt ægteskab giver arvingerne ikke													afkald på arven efter afdøde.
													Punkt 2.6.1.6 Den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet													bo
													Det fremgår af ægteskabslovens § 10, stk. 1, nr. 3, at arvingerne													efter førstafdøde ægtefælle kun kan give samtykke til,													at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, hvis													den længstlevende ægtefælle ikke har overtaget ægtefællernes													delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17.
													Bestemmelsen i ægteskabslovens § 10, stk. 1, nr. 3, hænger													sammen med arvelovens § 26, stk. 2, som trådte i kraft													den 1. januar 2008. Efter sidstnævnte bestemmelse skal													den længstlevende ægtefælle skifte et uskiftet bo ved indgåelse													af nyt ægteskab. Dette indebærer, at førstafdødes													livsarvinger ikke uden samtidig at give et arveafkald kan													give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår													nyt ægteskab, når denne sidder i uskiftet bo. Dette gælder													også for uskiftede boer, der er etableret før den 1. januar													2008.
													Livsarvingerne kan altså ikke give afkald på skifte og samtidig													bevare deres arveret. Dette betyder, at hvis den længstlevende													ægtefælle ønsker at indgå nyt ægteskab, skal vedkommende anmode													skifteretten om skifte af det uskiftede bo. I så fald dokumenteres													adgangen til at indgå ægteskab som beskrevet i dette													kapitel, punkt 2.6.1.1. om dokumentation for, at privat skifte og													lign. er afsluttet og punkt 2.6.1.2 om dokumentation for, at dødsboet													er taget under behandling af bobestyrer.
													Hvis alle andre arvinger efter førstafdøde ægtefælle giver arveafkald													til fordel for den længstlevende ægtefælle, er der kun én													arving (den længstlevende ægtefælle). Er dette tilfældet, er det													ikke nødvendigt at skifte boet for at indgå nyt ægteskab. Kommunen													skal dog sikre sig, at det er alle andre arvinger end længstlevende													ægtefælle, der har givet arveafkald. Arvingerne vil normalt													fremgå af skifteretsattesten om uskiftet bo. Kommunen kan													om nødvendigt kontakte skifteretten.
													Punkt 2.6.1.7 Skiftefritagelse
													Kommunen har mulighed for at meddele skiftefritagelse (dispensation													fra ægteskabsbetingelsen), sådan at den længstlevende													ægtefælle kan indgå nyt ægteskab, uden at der er taget stilling til													delingen af fællesboet, jf. ægteskabslovens § 10, stk. 2.
													Adgangen til at meddele skiftefritagelse anvendes kun, hvis der													foreligger helt specielle grunde, f.eks. at den længstlevende ægtefælle,													der ønsker at indgå nyt ægteskab, ligger for døden.
													Den kommunale prøvelsesmyndigheds afgørelse om skiftefritagelse													kan påklages til Familieretshuset, jf. punkt 2.1.5.
													Familieretshusets afgørelse som prøvelsesmyndighed om													skiftefritagelse kan indbringes for familieretten, jf. punkt													2.1.5.
													Meddelelse af skiftefritagelse betyder ikke, at arven efter afdøde													ikke skal deles, men alene at den længstlevende kan indgå nyt													ægteskab, selvom dødsboet ikke er afsluttet.
													Det er ikke muligt at meddele skiftefritagelse, hvis den længstlevende													ægtefælle sidder i uskiftet bo, se dette kapitel punkt													2.6.1.6.
													Punkt 2.6.2 Dødsboet behandles ikke i Danmark
													Når det tidligere ægteskab er opløst ved død, og dødsboet ikke													behandles i Danmark, kan den længstlevende ægtefælle indgå													nyt ægteskab, selvom behandlingen af dødsboet ikke er afsluttet.
													Punkt 2.6.3 Indgåelse af nyt ægteskab efter skilsmisse
													Når det tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse,													er det ikke et krav, at fællesboet er delt, før man kan indgå													nyt ægteskab.