Kapitel 2
Ægteskabsbetingelserne
Punkt 2.6 Indgåelse af nyt ægteskab når det tidligere ægteskab er opløst ved død (krav om skifte af eventuel delingsformue), herunder dispensation
Punkt 2.6.1 Dødsboet behandles i Danmark
Når det tidligere ægteskab er opløst ved død, og dødsboet behandles i Danmark, må den længstlevende ægtefælle ikke indgå nyt ægteskab, før delingsformuen (fællesboet) er delt eller taget under bobestyrerbehandling eller offentligt skifte, jf. ægteskabslovens § 10.
Dette krav gælder dog ikke i følgende situationer:
- Der var ikke noget formuefællesskab i det tidligere ægteskab.
- Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet.
- Samtlige arvinger efter afdøde giver arveafkald.
- Samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab. Dette gælder dog kun, hvis den længstlevende ægtefælle ikke har overtaget ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17, jf. nedenfor om uskiftet bo.
I det følgende beskrives, hvordan den længstlevende ægtefælle kan dokumentere, at dødsboet ikke er til hinder for indgåelse af ægteskab. Beskrivelsen er ikke udtømmende.
Ofte vil borgeren have dokumentation for skifte i form af en erklæring fra skifteretten om, hvem boet er udlagt til. Har borgeren ikke afleveret denne dokumentation sammen med ægteskabserklæringen, vil det oftest være lettest for prøvelsesmyndigheden og den længstlevende ægtefælle, at prøvelsesmyndigheden indhenter oplysninger hos skifteretten om, hvordan dødsboet er blevet behandlet. I så fald er det ikke nødvendigt for borgeren at fremskaffe dokumentation fra skifteretten./p]
Prøvelsesmyndigheden kan give dispensation fra kravet om, at en delingsformue skal være delt, før man kan indgå et nyt ægteskab, jf. ægteskabslovens § 10, stk. 2. Der henvises til punkt 2.6.1.7. om skiftefritagelse.
Punkt 2.6.1.1 Dokumentation for at privat skifte eller lignende er afsluttet
Et privat skifte af et dødsbo anses for afsluttet, når skifteretten har færdigbehandlet sagen, medmindre dødsboet er udleveret til uskiftet bo.
Der findes mange forskellige måder at behandle et dødsbo på. Hvis prøvelsesmyndigheden er i tvivl om, hvorvidt et dødsbo er afsluttet eller ej, kan prøvelsesmyndigheden kontakte skifteretten, eventuelt telefonisk. Hvis skifteretten bekræfter, at dødsboet er afsluttet, er det ikke nødvendigt at indhente dokumentation fra den længstlevende ægtefælle.
Om nødvendigt kan det bl.a. ved følgende attester m.v. dokumenteres, at privat skifte er afsluttet:
- Skifteretsattest om at delingsformuen (fællesboet) er udleveret til privat skifte samt erklæringer fra samtlige arvinger om, at skiftet er afsluttet. Fortegnelse over arvingerne findes på ”Skifteretsattest Om Privat Skifte”. I stedet for erklæring fra arvingerne kan der fremlægges bekræftelse fra skifteretten på, at skiftet er afsluttet, f.eks. i form af endelig beregning af boafgift.
- Skifteretsattest om at delingsformuen (fællesboet) er udleveret til forenklet privat skifte efter dødsboskifteloven §§ 33 og 34.
- Skifteretsattest om at boet er udlagt som boudlæg eller udlagt til en bestemt person efter dødsboskiftelovens § 18.
- Skifteretsattest om at delingsformuen (fællesboet) er udlagt til den længstlevende ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22.
Punkt 2.6.1.2 Dokumentation for at dødsboet er taget under behandling af bobestyrer eller under offentligt skifte Dette kan dokumenteres ved skifteretsattest om, at dødsboet er eller har været under offentligt skifte eller udleveret til bobestyrerbehandling. Det er ikke nødvendigt, at behandlingen af dødsboet er afsluttet.
Punkt 2.6.1.3 Dokumentation for at der ikke var formuefællesskab i det tidligere ægteskab
Dette kan dokumenteres ved tinglyst ægtepagt, hvorefter alle ejendele i det tidligere ægteskab fuldt ud var omfattet af fuldstændigt særeje.
Ægtepagt om skilsmissesæreje er ikke tilstrækkeligt.
Punkt 2.6.1.4 Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet
Dette kan dokumenteres ved fremlæggelse af separationsdom eller -bevilling.
Hvis separationen er registreret i CPR, behøver den længstlevende ægtefælle ikke at fremlægge dokumentation for separationen. Den 27. maj 2004 begyndte de daværende statsamter at indberette separationsbevillinger til CPR, og den 1. juli 2004 begyndte domstolene at indberette separationsdomme til CPR. Det bemærkes dog, at en separation kan være bortfaldet uden, at dette er registreret i CPR.
Punkt 2.6.1.5 Arvingerne efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab
Arvingerne efter den tidligere ægtefælle kan give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, selvom dødsboet endnu ikke er afsluttet. I stedet for samtykke til indgåelse af ægteskab kan en arving give afkald på arv. I så fald skal denne arving ikke give samtykke til indgåelse af ægteskab. Samtykke til indgåelse af ægteskab kan dog ikke gives, hvis boet er udlagt til uskiftet bo eller har været udlagt til uskiftet bo, men det er taget under skiftebehandling igen. Der henvises til punkt 2.6.1.6.
Skifteretten kan eventuelt oplyse, hvem der er afdødes arvinger.
Ved samtykke til indgåelse af nyt ægteskab giver arvingerne ikke afkald på arven efter afdøde.
Punkt 2.6.1.6 Den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo
Det fremgår af ægteskabslovens § 10, stk. 1, nr. 3, at arvingerne efter førstafdøde ægtefælle kun kan give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, hvis den længstlevende ægtefælle ikke har overtaget ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17.
Bestemmelsen i ægteskabslovens § 10, stk. 1, nr. 3, hænger sammen med arvelovens § 26, stk. 2, som trådte i kraft den 1. januar 2008. Efter sidstnævnte bestemmelse skal den længstlevende ægtefælle skifte et uskiftet bo ved indgåelse af nyt ægteskab. Dette indebærer, at førstafdødes livsarvinger ikke uden samtidig at give et arveafkald kan give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, når denne sidder i uskiftet bo. Dette gælder også for uskiftede boer, der er etableret før den 1. januar 2008.
Livsarvingerne kan altså ikke give afkald på skifte og samtidig bevare deres arveret. Dette betyder, at hvis den længstlevende ægtefælle ønsker at indgå nyt ægteskab, skal vedkommende anmode skifteretten om skifte af det uskiftede bo. I så fald dokumenteres adgangen til at indgå ægteskab som beskrevet i dette kapitel, punkt 2.6.1.1. om dokumentation for, at privat skifte og lign. er afsluttet og punkt 2.6.1.2 om dokumentation for, at dødsboet er taget under behandling af bobestyrer.
Hvis alle andre arvinger efter førstafdøde ægtefælle giver arveafkald til fordel for den længstlevende ægtefælle, er der kun én arving (den længstlevende ægtefælle). Er dette tilfældet, er det ikke nødvendigt at skifte boet for at indgå nyt ægteskab. Kommunen skal dog sikre sig, at det er alle andre arvinger end længstlevende ægtefælle, der har givet arveafkald. Arvingerne vil normalt fremgå af skifteretsattesten om uskiftet bo. Kommunen kan om nødvendigt kontakte skifteretten.
Punkt 2.6.1.7 Skiftefritagelse
Kommunen har mulighed for at meddele skiftefritagelse (dispensation fra ægteskabsbetingelsen), sådan at den længstlevende ægtefælle kan indgå nyt ægteskab, uden at der er taget stilling til delingen af fællesboet, jf. ægteskabslovens § 10, stk. 2.
Adgangen til at meddele skiftefritagelse anvendes kun, hvis der foreligger helt specielle grunde, f.eks. at den længstlevende ægtefælle, der ønsker at indgå nyt ægteskab, ligger for døden.
Den kommunale prøvelsesmyndigheds afgørelse om skiftefritagelse kan påklages til Familieretshuset, jf. punkt 2.1.5.
Familieretshusets afgørelse som prøvelsesmyndighed om skiftefritagelse kan indbringes for familieretten, jf. punkt 2.1.5.
Meddelelse af skiftefritagelse betyder ikke, at arven efter afdøde ikke skal deles, men alene at den længstlevende kan indgå nyt ægteskab, selvom dødsboet ikke er afsluttet.
Det er ikke muligt at meddele skiftefritagelse, hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, se dette kapitel punkt 2.6.1.6.
Punkt 2.6.2 Dødsboet behandles ikke i Danmark
Når det tidligere ægteskab er opløst ved død, og dødsboet ikke behandles i Danmark, kan den længstlevende ægtefælle indgå nyt ægteskab, selvom behandlingen af dødsboet ikke er afsluttet.
Punkt 2.6.3 Indgåelse af nyt ægteskab efter skilsmisse
Når det tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse, er det ikke et krav, at fællesboet er delt, før man kan indgå nyt ægteskab.